Markant oprustning på medarbejdersiden – herunder fokus på forsvar og sikkerhed

Af Stine Monrad Wæsel | 7. april 2022

2021 sluttede med boostervacciner, håb og forventning om, at verden nu endelig snart kunne vende tilbage til normalen. Men verden forandrer sig – igen. Meget er vendt på hovedet, Coronatruslen er væk, mens en frygtelig krig nu udkæmpes i Ukraine. På det triste bagtæppe glædes vi dog alligevel i GRACE over, at vi sluttede 2021 med rekordomsætning og endnu en ’Gazelle’. Det er vi selvfølgelig meget stolte af og vi er taknemmelige for, at 2022 også er startet i løb.

Væksten, mulighederne og den skiftende verden omkring os har kaldt flere kloge hoveder til GRACE. Specielt på forsvarsområdet har vi oprustet med nye faglige kompetencer og så har vi ansat en række andre dygtige og analytisk stærke kræfter på kontoret, som vi glæder os rigtig meget til at introducere jer for.

Indtil I får mulighed for at hilse personligt på det nye og udvidede persongalleri, kan I her læse lidt mere om vores nye kollegaer.

 

Claus Høegh-Guldberg, Public Affairs Director

Claus kommer  til GRACE fra 1. maj med mere end 20 års erfaring ud i interessevaretagelse fra den offentlige forvaltning og solid praktisk håndtering af opgaver i politiske miljøer og operative organisationer. Senest har Claus arbejdet i Forsvarsministeriet med at etablere et forsvarsindustrielt økosystem, der bygger bro mellem myndigheder, industri og forskningsverdenen.

De opgaver, som vi løser i GRACE, kræver en høj grad af situationsfornemmelse, et udtalt blik for den politiske virkelighed og en vilje til at facilitere ægte og konkrete resultater. Claus skaber samtænkte løsninger på baggrund af stærke kompetencer og erfaring inden for forsvars-, udenrigs-, sikkerheds- og beredskabspolitik fra arbejdet i ind- og udland. Hans netværk inkluderer beslutningstagere i relevante, nationale myndigheder, forsvarsindustrivirksomheder og universiteter samt i NATO og EU. Claus er oprindeligt uddannet cand.jur. og har i mange år været meget aktiv som reserveofficer i Livgarden.
Privat er Claus konservativ, bor i Gentofte, far til fire og gift med Caroline.

 

Iben Merrild, Public Affairs Consultant

Iben er i de seneste måneder startet i løb i GRACE. Hun har solid erfaring fra Socialdemokratiet, hvor hun især har arbejdet med international politik og demokratifremme i de seneste 4 år. Med ansvaret for partiets internationale demokratiprojekter, med ligesindede partier i afrikanske og asiatiske lande, har hun bl.a. arbejdet med inkluderende politikudvikling og inddragelse af flere kvinder og unge i politik. Som politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg har hun også haft fokus på Udenrigspolitik, Grønland og Færøerne og den grønne omstilling i Norden.

Senest kommer Iben fra en stilling på den schweiziske ambassade, hvor hun som politisk og økonomisk rådgiver bl.a. har beskæftiget sig med life science, food innovation og trade promotion. Iben er glad for at udforske verden – også i en havkajak rundt om Amager Strand – når de længere oversøiske ture lader vente på sig. Iben har en MA Hons i Social Anthropology og International Relations fra University of St Andrews og er cand.mag. i Afrika Studier fra Københavns Universitet.

 

Esther Bæk Farsøe, Public Affairs Consultant

Esther er folkesocialist og feminist, og på den måde kunne der let være langt til Public Affairsverdens kapitalistiske veje. Det er der imidlertid ikke. Med et radikalt ophav og en ægtemand på den borgerlige fløj, er Esther vant til at gå pragmatisk, analytisk og tværpolitisk til værks. Esther har været politisk aktiv gennem de sidste 14 år, og hun har tidligere været landssekretær for SF Ungdom efter adskillige år i både landsledelse og forretningsudvalg. Derudover har Esther arbejdet nogle år hos DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd – med fokus på den demokratiske dannelse af ungdommen og projektledelse af bl.a. DM i Debat og Skolevalget. Esther står ikke blot på mål for sine holdninger, men i sin fritid er hun også fodbold-målmand i Nørrebro United, og nyder tredje halvleg lige så meget som første og anden.

 

 

 

Christopher Reimer Thaysen, Public Affairs Consultant

Christopher har fået politik ind med modermælken, og det var derfor naturligt, at han i ungdomsårene var meget aktiv i den lokale Venstreforening i Næstved. Efter et eksotisk udlandseventyr, hvor Christopher tog sin kandidatuddannelse i Fjernøsten, kaldte politikken på ham igen, og vejen førte til et job i Folketinget. Her har Christopher de seneste to år vandret Christiansborgs gange tynde som politisk medarbejder hos Venstre, hvor arbejdsmarkedspolitik og senere retspolitikken var omdrejningspunktet for hans hverdag. Nu er turen kommet til GRACE. Her skal flid og talent bruges til at skabe sejre, ligesom det også tidligere har været målet for ham på fodboldbanen i både ind- og udland.

 

 

 

Iza Havelund Krøyer, Public Affairs Consultant

Iza kommer med fire års erfaring som direktør i Altinget Monitor, der er en af landets førende softwarevirksomheder for virksomheder og lobbyister med speciale i at skabe overblik over – og mulighed for at forudsige politiske processer og begivenheder. Iza har derfor en detailviden om det danske politiske landskab og de politiske og regulatoriske indsigter, som det danske erhvervsliv efterspørger.

Tidligere har Iza beskæftiget sig med politisk kommunikation, rådgivning og projektledelse i både den offentlige og private sektor, og er oprindeligt uddannet Cand.public. I øvrigt har Iza gået på jagt i 10 år, er begynder i tennis og har givet besked om, at det er okay at tysse på hende, hvis hun griner for højt på kontoret, da hun har let til latter.

 

 

Anders Burlund, Public Affairs Consultant

Anders har netop taget skiftet fra Venstre på Christiansborg, hvor han har siddet som politisk konsulent for Venstres udenrigsordfører, til GRACE. Han kommer med stærk erfaring på det udenrigspolitiske område og en veludviklet politisk tæft.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2016 og er tidligere næstformand i Liberal Alliances Ungdom. Han har været kandidat til kommunalvalget og Europa-Parlamentsvalget i 2019, og var i perioden 2018-2021 bestyrelsesformand for Vandmiljø Randers. Fritiden bruges på landevejene, hvor racercyklen er det fortrukne arbejdsredskab med ambitionen om at gøre sig gældende i licenscykelløb.

 

 

 

 

Thomas Billehøj, Junior Consultant

Thomas er statskundskaber og en sydsjællandsk socialdemokrat, der har været vidt omkring i partiet. Han har bl.a. været kampagneleder i Holbæk Kommune og arbejdet på Partikontoret og i Europa-Parlamentet. Derudover har han også prøvet kræfter med fagbevægelsens interessevaretagelse med en stilling i SL’s politiske kontor. På den baggrund har han fået en bred indsigt i både politik, kommunikation og projektledelse. Når Thomas ikke er på den politiske scene, kan man med stor sandsynlighed finde ham på den musikalske. I dag er han guitarist i en gruppe på i alt fem mand med øvelokale i en kælder på Christianshavn – noget som overboen garanteret værdsætter.

 

 

 

Daniel Bennike Bekesi, Junior Consultant

Daniel har en fortid som liberal, som han sjældent taler om. I dag er han stokkonservativ og tror på Gud, Konge og Fædreland. Daniel har igennem de sidste fem år bestridt en lang række forskellige tillidshverv i den konservative bevægelse. Daniel er fornyeligt blevet valgt til Konservativ Ungdoms Forretningsudvalg og har de sidste to år været Generalsekretær for Konservative Studerende. Når han ikke bruger sin tid hos Grace, på politik eller ved Hjemmeværnet, så studerer han også jura.

 

 

 

 

 

Mathias Kring Niebuhr, Junior Consultant

Ud af den jyske muld omkring Vejle er der groet få Thorning-Socialdemokrater. Men én af dem er Mathias. Som kun 18-årig blev han formand for Vejle Partiforening og dermed den yngste lokalformand i hele Socialdemokratiet. Mathias hev rødderne op af mulden og rykkede til storbyen da det politiske i København lokkede ham først til DSU’s landsforbund og nu til GRACE.
I fritiden driver Mathias det Socialdemokratiske Regnbuenetværk og hører gamle LP’er på sin rejsegrammofon – fortrinsvist Elton John eller Queen.

Scroll to Top