JUNIORKONSULENT OG PRAKTIKANT TIL GRACE PA

Af Stine Monrad Wæsel | 21. september 2020

GRACE PUBLIC AFFAIRS SØGER JUNIORKONSULENT OG PRAKTIKANT

Har du en knivskarp politisk analyse? Er du interesseret i og begår dig i politiske kredse? Kan du arbejde under pres og samtidigt holde fokus? Så er du måske vores næste praktikant eller juniorkonsulent.

Kort om os:

GRACE er et public affairs bureau med mere end 20 engagerede medarbejdere, som arbejder sammen med en lang række både danske og internationale virksomheder om at løse deres politiske udfordringer.

Vi søger i øjeblikket både en praktikant til foråret og en studentermedhjælper – juniorkonsulent – her fra efteråret. Både som praktikant og juniorkonsulent vil du komme til at indgå i virksomheden på lige fod med de øvrige kollegaer, og du vil møde spændende og udfordrende opgaver, som vil udvikle din faglighed. Du vil desuden få mulighed for at indgå i vores interne uddannelse indenfor blandt andet analyse, netværk og projektledelse.

Som praktikant skræddersyer vi et projekt sammen med din praktikvejleder, som du kan løse i praktikperioden. Derudover kommer du til at løse en bred vifte af analytiske opgaver, deltage i medieovervågning, og du vil komme til at indgå i ét eller flere kundeteams og være med på kundemøder. Igennem din praktik vil du blandt andet udvikle og skærpe dine analytiske evner indenfor fremstilling af notater, præsentationer, politisk argumentation, udarbejdelse af salgspitch og projektledelse. Mange af de samme opgaver vil være gældende for dig som juniorkonsulent, men selvfølgelig tilpasset, så du kan følge dine studier sideløbende.

Der vil desuden kunne laves en aftale om at starte som juniorkonsulent for efterfølgende at overgå til at være praktikant i foråret.

Det vi leder efter:

Vi søger minimum én praktikant i første halvår af 2021 – med start i januar. Forløbet varer mindst 4 måneder. Vi forventer, at du er dedikeret til opgaven, kan arbejde selvstændig og struktureret, og at du er ambitiøs. Du er formodentlig stud.scient.pol. eller i gang med en tilsvarende relevant uddannelse, og du har formentlig allerede gjort dig personlige erfaringer med politik. Det kunne være fra ungdomspolitik eller andet studiearbejde. Du får energi af at løse politiske knuder, dykke ned i og videreformidle vanskelige problemstillinger og dyrke netværk.
Ovenstående kriterier er også gældende for vores kommende juniorkonsulent, her er blot tale om deltid og med tiltrædelse snarest.

Lønforhold:

Der aftales løn individuelt for stilling som både praktikant og juniorkonsulent.
CV, seneste karakterudskrift og en kort ansøgning kan sendes til seniorkonsulent Simon Boje Groth på simon@grace-pa.com senest den 10. oktober – samtaler afholdes løbende.

Scroll to Top