Fortrolighed er forudsætningen for den demokratiske samtale

Af Sune Wæsel | 2. oktober 2022

Skal vi have et lobbyregister? Naturligvis! Det er en vigtig hjælp til at reklamere og få nye kunder for lobbybureauerne. Og så vil det jo virke. Enhver, der vil vide hvem, der arbejder med lobby og hvem, der har haft indflydelse på en sag, vil bare kunne slå op i registret. Der vil man kunne se det hele. Alt. Alle detaljer i demokratiets fine mekanik vil være afdækket, og ingen vil kunne undslå sig. Alt kommer frem i lyset!

For det skal det jo.

Eller skal det?

Vi har nogenlunde velfungerende demokratiske processer i Danmark. Såvel under lovenes udarbejdelse som i de formelle processer fungerer møder, udvalg, foretræde og høringer sådan, at alle kan komme til orde. Der er mere adgang end i mange andre vestlige lande, og der er høj grad af lydhørhed og forståelse hos både embedsmænd og politikere for alle synspunkter og interesser.

Både kommercielle interesser, aktivistiske meninger og faktiske forhold bliver vendt, vejet og lagt frem for politikerne. Det foregår faktisk mest ved, at mennesker taler og skriver sammen for at forstå hinanden, forstå markederne og for at komme igennem med budskaber eller få svar på spørgsmål. Det er en demokratisk samtale.

Skal vi registrere den samtale?

Skal vi registrere, hvad folk siger og mener?

Skal vi registre hvem, der taler med hvem?

Det er i hvert fald et demokratisk nybrud i Danmark. Og jeg mener, det er ganske betænkeligt. For fortrolighed om kommercielle interesser og private samtaler er både en nødvendig og vigtig del af vores repræsentative demokrati.

Hvad er lobbyisme?

Men lad mig starte et andet sted. Hvad er lobbyisme eller Public Affairs, som det også hedder? Det er en kvalificering af den demokratiske proces. Det er arbejdet med de områder, der har betydning for en virksomhed, men som blandt andet politikere og myndigheder også kontrollerer. Det er rammevilkår og regulering, og det er politisk indblanding, direkte eller indirekte i virksomheders markeder og produkter. Vi rådgiver brancheorganisationer og virksomheder om dialogen med politikere, embedsmænd og andre beslutningstagere. Vi kommer enten på vegne af en organisation eller en virksomhed med et problem, som politikere kan løse, eller vi fremlægger en mulig løsning på et problem, som politikere eller embedsmænd har behov for at få løst. Kært barn har mange navne. Jeg mener, at Public Affairs og interessevaretagelse er tæt på det samme. Og alt andet lige dækker det også over det, som man med et mere ladet begreb altså kalder lobbyisme.

Og hvorfor er lobbyisme så nødvendigt?

Demokratiske løsninger findes bedst, når man kan lægge sårbarhed åbent frem. Det sker i langt de fleste tilfælde i et fortroligt rum. Det sker i diskretion. For ellers ”går der politik i den”. Hvis ikke der er fortrolighed, kan sårbarheden blive udstillet polemisk og brugt politisk. Eksempelvis af konkurrenter, der arbejder for en anden regulering, eller af medier eller NGO’er, der ønsker at politisere et marked og tiltrække fokus til deres sag med aktivisme.

Derfor er der brug for et fortroligt rum. Det er det fortrolige rum, der er ”lobbyen” i lobbyisme. Det er her, virksomheder og beslutningstagere får forståelse for hinanden og for effekterne af regulatoriske mekanismer og konsekvenserne af politiske handlinger. I et fortroligt forhandlingsrum er det simpelthen politisk dårlig stil at polemisere. Og det fortrolige forhandlingsrum beskytter blandt andet konkurrenceforhold, investeringer og forskning. Det rum kender vores politikere. De agerer i det fra den første forhandling, de er en del af. Tænk på Nordsøen og vores olie- og gasudvinding de sidste 50 år med fradrag for investeringer. Eller vindmølleeventyrets tilblivelse som dansk ide med direkte statslige tilskud. Den regulering, der har muliggjort de investeringer til gavn for Danmark, er blevet til gennem mange konstruktive og fortrolige dialoger mellem statens repræsentanter, både embedsmænd og politikere, og de der har investeret.

Bør der så være mere åbenhed om lobbyisme?

I min verden er der er ikke forskel på en journalists behov for kildebeskyttelse og en advokats behov for fortrolighed med sin klient og så på den fortrolighed om interessevaretagelse, som vi står for. Fortrolighed og troværdighed hænger sammen, når man repræsenterer en sag. Både overfor kunden og overfor de stakeholdere, man er i dialog med.

Vores kunder har krav på samme fortrolighed som advokaters klienter eller journalisters kilder.

Fortrolighed er en absolut præmis, hvis kunderne skal føle sig trygge ved at tale om deres politiske udfordringer. Og det er i kernen af et demokrati, at man har ret til at have sin mening – også når den går mod flertallets, samt at de problemer man går og bikser med, personligt eller kommercielt, er en privatsag.

Men selvfølgelig skal vi sige, hvem vi repræsenterer og hvilken opgave, vi forsøger at løse, når vi taler med beslutningstagere. Det gør vi altid, det er en vigtig del af vores kodeks og arbejdsmetode, at dem, vi møder professionelt ved, præcis hvem de sidder overfor og hvorfor.

De, der har en interesse i åbenhed, repræsenterer som oftest kun den ene part i en kompleks politisk sag. Den part, der har offentligheden, medierne og måske den politisk korrekte stemning med sig. De, der ønsker et lobbyregister, tjener faktisk populismen og de unuanceredes interesser. Og så er det jo let nok at bruge åbenhed som våben. Men det skader de demokratiske processer, for de informationer, der har behov for fortrolighed, vil mangle i den demokratiske samtale. Og det vil ofte lede til dårlig regulering.

Et register kommer aldrig til at sige noget særligt relevant om lobby eller interessevaretagelse. Et register kan simpelthen ikke fange den ”uformelle” lobbyisme, som foregår i netværk, på løbeture eller over en øl, og som er både nødvendig og en fuldt integreret del af den demokratiske samtale. Et lobbyregister vil give et forvredet billede og skabe en falsk oplevelse af åbenhed. Det er slet ikke muligt at lave en entydig og meningsfuld definition af lobbyisme, interessevaretagelse og lobbyister, der gør det muligt med en ligebehandling af dem, der skal registreres. Og så er det altså en uskik i et demokrati at registrere folk, fordi de tænker, mener eller siger noget. Uanset hvem de siger det på vegne af.

Derfor er jeg meget betænkelig ved et lobbyregister.

Branchen må tage egen medicin

Et element i alle demokratiske samtaler er proportionalitet i reguleringen. Det er simpelthen en retsgrundsætning – en uskreven lov – at den måde, vi regulerer hinanden på, skal være mindst mulig indgribende. Man skal kunne dokumentere en sammenhæng mellem et middel og det mål, man vil opnå.

Og hvad er målet for det middel, som et lobbyregister er? Er det at udstille nogen? Er det at kunne markedsføre sig og lokke kunder i butikken, fordi man står i et register, som lobbyist? Er det virkelig noget, man tror, giver mere åbenhed? Min påstand er, at det i hvert fald ikke er åbenhed om de komplekse sager, vores demokrati håndterer. Her må branchen tage sin egen medicin. De, der er for et lobbyregister, må svare på, hvem der skal registreres, hvornår, for hvad, og hvad det vil give af gevinster og byrder, samt redegøre for, hvordan et lobbyregister faktisk er det mindst indgribende middel, til at nå det mål

Scroll til toppen