Efterårsreception den 8. november
Efterår og løvfald rimer som altid på reception og god rødvin hos GRACE. Fredag den 8. november fra kl. 15-18 slår vi igen dørene op til vores efterårsreception og byder netværk, kunder og venner af huset på god rødvin, bobler og masser af hyggeligt selskab. Se mere på vores Facebook event.
Ligesom det store pendul i dansk politik er svinget mod venstre, har den interne røde fløj i GRACE også overhalet den blå hen over sommeren med ansættelse af en række dygtige nye kollegaer. I kan møde dem til vores reception og indtil da – kan I også læse mere om dem her nedenfor.
Ønsker du at holde dig opdateret på, hvad der sker hos Grace? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Anders Vistisen, Public Affairs Director
I starten af september havde vi den store fornøjelse at kunne byde Anders velkommen i GRACE. Anders er nys hjemflyttet fra Bruxelles, hvor han har siddet i Europa-Parlamentet som medlem og gruppeformand for Dansk Folkeparti i perioden 2014-2019. Før sit politiske virke som MEP’er, har Anders arbejdet i Bruxelles som juridisk rådgiver og har også derfra en solid politisk erfaring og viden indenfor EU-systemet.
Anders er cand.jur. fra Aarhus Universitet og har en lang historik fra Dansk Folkepartis danske politiske scene, både som DFU-formand og som medlem af Randers Byråd og Region Midtjyllands Regionsråd. Anders er desuden for nyligt valgt i Dansk Folkepartis landsledelse.
Anders har en del bestyrelseserfaring fra særligt erhvervsskole- og kulturområdet og en alsidig fagpolitisk profil, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med alt fra sundheds-, uddannelses-, arbejdsmarkeds-, landdistrikts-, og socialpolitik til sikkerheds- og udenrigspolitik.
Anders bor i Herning med sin familie (da han selvfølgelig ikke vil forlægge hovedlandet) og er dermed tæt på vores kunder i det vestdanske. Derudover har han en fortid som ivrig skuespiller i amatørteater, men nyder i dag gerne en god politisk eller historisk bog når han pendler mellem Herning og København.
Aida Ammary, Public Affairs Consultant
Efter sommerferien har vi også budt velkommen til Aida. Aida har en solid erfaring fra arbejdet som politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe, hvor hun bistod partiet med politisk tæft og strategisk interessevaretagelse. Her arbejdede Aida primært under områderne socialpolitik, ligestilling, integration, og retspolitik. Tidligere har Aida arbejdet som projektchef i Mino Danmark og for Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet.
I sin fritid hjælper Aida, når der skal stables arrangementer på benene for Enhedslisten, hvor hun også tidligere har hjulpet til under EU- og folketingsvalgkampagner. Derudover kan man finde Aida deltagende til diverse oplevelser – store som små – i København eller til brunch i byen søndag morgen.
Aida er cand. mag. i historie og retorik fra KU og har skrevet speciale om internationale organisationers politiske indflydelse på samfund.
Martin Rindom Elbæk, Public Affairs Consultant
I august startede Martin hos Grace. Martins hjerte banker for Socialdemokratiet og han har trådt sine ungdomssko på både Christiansborg såvel som lokalpolitik. Senest har Martin været kampagneleder for Fødevareminister Mogens Jensen og tidligere har han været engageret i flere kampagner på EU- og kommunalplan.
Martin har båret en række bestyrelseskasketter hos diverse studenterforeninger og bestyrelser, heriblandt Frit Forum i København.Martins spidskompetencer er indenfor strategisk- og politisk kommunikation, analyse og politikudvikling, og så er Martin også skarp indenfor organisationsforståelse og -forandring.
Når Martin ikke er på arbejde, så bruges tiden især på fodbold (holdet er naturligvis FC Midtjylland), og så har han et stort musik- og rejsehjerte. Martin er uddannet cand.scient.adm. fra AAU.
Rasmus Kjærhuus Nørgaard, Public Affairs Consultant
Efter sommerferien bød vi Rasmus velkommen i Grace. Rasmus kommer fra Dansk Erhverv, hvor han har arbejdet med politisk interessevaretagelse på det brede velfærdsområde. Rasmus har særligt haft fokus på civilsamfundsbranchen og handicapområdet, og kommer i GRACE især til at have fokus på sundhedsområdet.
Forinden sin tid i Dansk Erhverv, var Rasmus programleder i Socialstyrelsen for et indsatsteam, der tilbød individuelle udviklingsforløb til kommuner. Rasmus har dertil også kommunal erfaring med i rygsækken, hvor han tidligere har arbejdet som udviklingskonsulent.
Privat er Rasmus godt gift, har tre drenge og slår sine folder i Trekroner. Han er vild med (og efter eget udsagn ”skide god til”) det meste sport og bruger jævnligt svigerforældrenes ødegård i Småland. Rasmus er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet med speciale i Velfærdsanalyser.
Mads Kampp Christensen, Public Affairs Consultant
Mads fik en flyvende start i juni hos Grace midt i Folketingsvalg og Folkemøde. Mads har erfaring fra bureauverdenen og fra Christiansborg, hvor han arbejdede i Alternativets politiske sekretariat og assisterede partiets medlemmer af Folketinget på hele det grønne område – fra miljø, natur og fødevarer til energi, forsyning og transport.
Mads har desuden siddet i bestyrelsen for den grønne NGO “Omstilling Nu” og været praktikant på Danmarks ambassade i Washington D.C., hvor han beskæftigede sig med fødevareområdet.
Mads bor på Frederiksberg og havde en kort, men dybfølt karriere som DJ af kassettebånd med afrikansk hiphop og noise – og har generelt et meget stort musikhjerte.
Mads er uddannet cand.soc. fra Roskilde Universitet med speciale i klimapolitik og har en bachelor i miljøvidenskab.
Thomas Nørgaard, Intern
Thomas er startet som praktikant hos Grace i august. Han har i mange år slået sine folder i Liberal Alliance og Liberal Alliances Ungdom, hvor han har bestredet en række bestyrelsesposter, deltaget på det interne talenthold, stået i spidsen for valgkampagner og i øjeblikket fungerer han som Social- og Sundhedsordfører.
Thomas har derfra allerede erfaring med PR, Public Affairs og medieovervågning.
Privat bor Thomas på Frederiksberg med sin kæreste og deres fælles curling-hund. Derudover er han et af landets tocifrede antal FC Nordsjælland fans.
Julie Louring Eriksen, Junior Consultant
Julie er efter en blød opstart på distancen startet fuldt op som ny junior på kontoret i september. Julie har til daglig base i London, hvor hun læser European Politics på King’s College London, med særligt fokus på Rusland. Derudover udvikler hun strategi for nonprofitorganisationen Project Access.
Privat bor Julie i et ældgammelt victoriansk hus i Streatham Hill. Når hun ikke har travlt med studie eller arbejde, er hun en ivrig deltager i diverse debatklubber og har udviklet en sirlig rangliste over Londons bedste pubs og spillesteder.